12. oktober 2020

Ålsrode: Udenlandsk NDT-kontrol kan være fusk

Af: Jan Kristensen

Mange virksomheder bliver snydt, når de køber NDT-kontrollerede emner fra udenlandske leverandører. De får ikke den kvalitet, de har bestilt. Det oplever Brian Basse, der er direktør for Ålsrode Smede- og Maskinfabrik.

NDT-certificeringer og kontroller skal bl.a. sikre kunder, at de får leveret præcis den kvalitet, de har bestilt. Forskellige typer NDT-test skal sikre kvaliteten af materialer, bearbejdning og at overholdelse af specifikationer er i orden. Men det sker ikke altid.

– I nogle lande kan manuelle svejsninger økonomisk set konkurrere med vores svejserobotter. Vores robotter koster ca. 600,- i timen, men leverer en 100% ensartet, høj kvalitet. Men i nogle lande kan en 3-4 smede producere det samme for mindre, men ikke i samme ensartede kvalitet, siger Brian Basse, der er direktør for Ålsrode Smede- og Maskinfabrik.

– Så vi oplever nogle gange, at vi har givet tilbud på en opgave til vores robotter på f.eks. 1000 emner, som vi ikke får, fordi vores pris er for høj. Når man så senere besøger kunden i anden anledning og ser emnerne, så undrer man sig over, at de kan være NDT-kontrollede, fordi de helt åbenlyst ikke følger tegningmaterialet, vi gav tilbud på, lyder det fra den jyske direktør.

Fra især kinesiske konkurrenter oplever Ålsrode Smede- og Maskinfabrik nogle gange, at det konkurrerende tilbud er på niveau med eller lavere end verdensmarkedsprisen på de medgåede råvarer! Hvilket kan skyldes statsstøtte o.l.

Heldigvis sker det også, at kunder, der har været et smut udenlands, vender tilbage til Ålsrode Smede, fordi der var problemer med kvaliteten eller typisk leveringstiden hos den udenlandske leverandør.