23. april 2020

Bekymret optimisme i ventilationsbranchen

Af: Jan Kristensen

Foto: Jan Kristensen

Hos Reguvent i Skanderborg er det trods et dyk lykkedes at holde på de 14 mand, der er i virksomhedens to selskaber inden for ventilation til offentlige bygninger, virksomheder etc.

-I flere uger har der været lige stille som midt i sommerferien. Telefonen ringede ikke – og vi fik måske en fjerdedel af de mails, vi normalt får. Men nu er der lige så stille begyndt at ske noget igen. Jeg er derhenne, hvor jeg vil kalde mig selv en bekymret optimist, siger indehaveren Martin Frederiksen.

Optimisme havde han dog ikke meget af, da statsministen sammen med Folketinget valgte at lukke landet ned den 11. marts. Han oplevede, at alle trak i håndbremsen og satte ordrer i stå. Men direktøren har ros til eksempelvis kommunerne i den pressede situation. På plejehjemmene har tilsyn og service på ventilation ikke kunnet udføres af hensyn til de ældre.

-Men her har kommunerne så fremrykket andre serviceopgaver på bygninger, hvor vi kan arbejde. Det har været en fin fleksibilitet, som har hjulpet os som virksomhed. Der er flyttet opgaver til glæde for os, siger Martin Frederiksen.

De store ventilationsprojekter inden for byggeri har været mere uberørte. Byggepladserne har som udgangspunkt kørt videre. Men nu fem til seks uger inde i krisen begynder forsinkelser at snige sig ind, fordi der mangler folk eller materialer i byggebranchen, så tidsplanerne ikke holder.

Reguvent får eksempelvis mange leverancer til ventilationsanlæg fra et land som Italien, og firmaet mærker nu¸ at landet har været lukket ned i længere tid.

-Samlet er jeg som sagt blevet mere optimistisk. Der kommer nu igen forespørgsler og enkelte ordrer. Mest frygter jeg et vakuum med få ordrer, når vi for alvor skal i gang igen, siger Martin Frederiksen.

Kun på et enkelt område har Reguvent anvendt lønkompensation. Det er på en medarbejder i webshoppen for professionelle ventilationskomponenter www.ventshop.dk. Her faldt salget 90-95%, men med lønkompensation kunne medarbejderen fastholdes til markedet retter sig.

Martin Frederiksen ejer Reguvent med projektleder Kim Pallesen (billedet) som mindre aktionær.

https://www.reguvent.dk/