02. november 2020

Corona: Smitte gav nye robot-ordrer

Af: Jan Kristensen

Robotklyngen i Odense har med nye ordrer givet travlhed på Midtfyn hos underleverandøren Svend Frederiksen Maskinfabrik. Fabrikken med 25 mand leverer blandt andet metalkonstruktionen til robotter, der sættes ind imod virusspredning. Det er eksempelvis UVD-robotten, som er en af de førende på verdensplan og benyttes eksempelvis på sygehuse og operationsstuer.

-Nu har vi netop fået en ny kunde, som benytter en brintoverilte-teknologi kombineret med en robot til virusbekæmpelse. På den måde fylder Corona ikke bare i nye vaner i vores hverdag, men også i vores produktion, siger indehaver Fleming Frederiksen.

Mundbind hos kunderne

Direktøren har siden nedlukningen i marts sendt en række medarbejdere til test med diverse symptomer, men ingen har været smittet. Selv har Fleming Frederiksen også været i kø til test efter en influenza, men også med et negativt svar.

Virksomhedens medarbejdere oplever flere steder, at kunder og samarbejdspartnere nu beder besøgende om at bære mundbind. Derfor er mundbind blevet en del af bagagen, når medarbejdere er udgående.

-På virksomheden føler jeg mig efterhånden lidt komisk, når jeg igen og igen gentager reglerne omkring smittefare for folkene. Men jeg kan se, at det er nødvendigt, hvis vi ikke skal falde af på de vigtige forholdsregler. Og vi skal passe på hinanden med de smittetal, vi ser, siger Fleming Frederiksen.

Årets julefrokost hænger i en lidt tynd tråd på Midtfyn.

-Vi har ikke afgjort noget endnu. Jeg vil gerne afvente smittetallene senere på efteråret og de aktuelle restriktioner, når vi nærmer os julefrokosttiden. Måske ender det med, at vi bare må springe over i 2020. Det kan blive nødvendigt, siger Fleming Frederiksen.