28. april 2021

Sprøjtepistol startede storbrand

Af: Jan Kristensen

1.000 kvadratmeter produktionsareal i tre haller er nedbrændt i en stor brand på CSK Stålindustri. 50 brandfolk var til stede i slukningsarbejdet. Branden opstod ved en sprøjtepistol.

Flere gasflasker og flasker fra svejseudstyr eksploderede, og en 27 meter høj skorsten har været i fare for at kollapse efter branden.

Flere produktionshaller – op mod 1000 kvadratmeter – er ødelagt af branden, der var så voldsom, at det gjorde brandslukningen ekstra svær.

– Temperaturerne fra branden var så høje, at vi ikke kunne sende folk ind i første omgang. Nu har vi røgdykkere inde, fortæller Diana Sørensen til Nordjyske.

Malerpistol startede brand

– Branden opstod ved, at man var ved at foretage et farveskifte i en malerpistol. Når man gør det, renser man med fortynder, og da man starter op igen, er der noget fortyndervæske, der bliver antændt af statisk elektricitet, siger politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Politi til Nordjyske.

Herfra gik det stærkt, og ilden var ikke til at stoppe.

– Maleren, der står og arbejder på stedet, forsøger i første omgang at bekæmpe ilden med en CO2-slukker, og han tror kortvarigt, at han har fået has på flammerne. Det fik han desværre ikke, og så spredte ilden sig til nogle filtre, fortæller Jørgen Jensen til Nordjyske.dk.

Herfra spredte ilden sig til tre produktionshaller, der nedbrændte. Ingen personer er kommet noget til, ifølge politiet, men der er store skader på virksomhedens bygninger.

Ingen forsinkelser

Produktionen af stålkonstruktioner til kunderne i byggeindustrien kører videre som planlagt trods branden, oplyser virksomheden til Jern-Maskinindustrien.

– Det er malerværksted og produktion, der er ramt, men vores produktion er ikke stoppet, og vi kører videre med fabrikken. Vi er så heldige, at vi har to malekabiner til vores stålkonstruktioner, og det er kun den ene kabine, der er ramt af branden. Den anden kabine kommer til at køre i døgndrift nu, siger salgsdirektør Jens Søndergaard til Jern- Maskinindustrien.

Derfor er der heller ikke udsigt til, at ordrer eller leverancer skal udskydes.