21. august 2019

Portræt: Fejedrengen blev svend og meget fast mand

Af: Jan Kristensen

Foto: Jan Kristensen

Claus Guldberg Jepsen har fejret 25 års jubilæum – som 40-årig! Værktøjsmageren startede som fejedreng og første ansatte i Kruse Formværktøj i Ribe i 1993.

Claus’ storebror var blevet arbejdsdreng hos Opel i Ribe. Og han havde hørt, at Arne Kruse skulle bruge en fejedreng i sin nye virksomhed, der netop var startet i Ribes industrikvarter. Det fik den 15-årige Claus Guldberg Jepsen til at springe på cyklen og svinge forbi på Industrivej i foråret 1993 for at tilbyde sin arbejdskraft.

Det viste sig at være et godt match. Indsatsen med fejning, oprydning og tømning af skraldespande banede vejen for en praktikperiode i folkeskolen hos Kruse Formværktøj – og endte med en plads værktøjsmager-lærling. Siden har Claus været fast mand på holdet igennem skiftende konjunkturer og skiftende antal kolleger i den røde murstensbygning, hvor Kruse Formværktøj har ligget i alle årene.

Sagde op – og fortrød…

En enkelt gang sagde Claus sit job op. Kæresten skulle til Odense og læse medicin, og Claus flyttede med. Men inden flyttedagen kom, var opsigelsen ændret til en aftale om en 4-dages uge. Pendling fra Odense til Ribe var en pris, som værktøjsmageren gerne ville betale for at sikre sig et job i Ribe, som han i fremtiden ville kunne cykle til. Ribe vrimler ikke ligefrem med virksomheder inden for værktøjsmagerfaget.

Fem års pendling blev det til imellem den fynske hovedstad og Ribe i vest. Claus er for længst tilbage i vest – og konen er nu læge på sygehuset i Esbjerg. Og her i Ribe bliver Claus. Et firma med seks mand er socialt nærmest en lille familie, hvor man eksempelvis også kan gå til koncert sammen i fritiden.

På arbejdsfronten er der også fordele ved at være en lille enhed. Med fem svende skal man håndtere alle disciplinerne inden for værktøjsmagerfaget – og gøre det enkelte værktøj færdig til kunden igennem alle faserne. Produkterne fra Kruse Formværktøj er specialfremstillede til den enkelte kunde, så der går ikke rutine i de enkelte opgaver. Det tiltaler Claus Guldberg Jepsen.

Kineserne kommer…

Igennem de senere år har han oplevet, hvordan kinesiske firmaer har taget arbejde, der tidligere blev lavet i Ribe. Men så er andre opgaver kommet til, og den erfarne svend frygter ikke 3-D print på sit fags vegne. Han anbefaler gerne et ungt menneske at tage turen over Skive College og sikre sig en uddannelse som værktøjsmager. Faget vil leve videre – med de nye teknologier i produktionen.

Fremtiden vil vise, om det også bliver til et 50-års jubilæum for svenden, der startede som fejedreng i faget.

Blå Bog