09. maj 2020

Frygt for grænselukning gav ekstra ordrer

Af: Jan Kristensen

Foto: Jan Kristensen

Kunderne i metalbranchen har reageret vidt forskelligt på de tiltag, som blev taget på verdensplan. For Rattay DK i Esbjerg har sundhedskrisen betydet ekstra ordrer og flere ansatte.

-Vi har store kunder i Europa. Uanset sundhedskrisen har de behov for vores produkter til at reparere eller servicerer, så de kan køre videre uden stop. En række af kunderne afgav ekstra ordrer, da krisen kom. De frygtede, at lukkede grænser kunne betyde et stop for leverancer fra vores side.

Det siger direktør Jan Julius fra virksomheden i Esbjerg, der beskæftiger 32 mand. Men grænserne har som bekendt ikke været lukket for transport af varer, så alle kunder har fået leverancer.

Rattay DK er eksperter i kompensatorer i rustfri stål uanset om de er 40 eller over 5.000 millimeter i diameter. 98 procent af produktionen eksporteres. Rattay DK indgår i en tysk koncern af samme navn.

-Normalt har vi den travleste tid om sommeren, hvor mange kører på lavt blus og har tid til at renovere og servicere. Jeg forventer ikke samme travlhed denne sommer. Kunderne har formentlig købt ind og lagt på lager de seneste par måneder, lyder forventningen hos Jan Julius.