31. januar 2021

HSM solgte stål til VM i håndbold

Da over 1,5 millioner danske håndboldfans i januar sad klistret foran skærmen for at følge Landin, Mikkel og Gidsel til VM i Egypten, så var HSM Industri fra Grenaa bogstavelig talt med på sidelinjen. Midt imellem reklamerne for Lidl, Grundfos og Hummel dukkede ståleksperterne op på langsiden med sine bannerreklamer.

Ingen tv-seer var i tvivl om, at denne annoncør har et helt andet produkt at gøre opmærksom på, når de ser bannerets budskaber:

Vi designer komplekse stålkonstruktioner

Vi konstruerer komplekse stålkonstruktioner

Vi producerer komplekse stålkonstruktioner

Vi monterer komplekse stålkonstruktioner

Vi overfladebehandler komplekse stålkonstruktioner

Sådan lød teksten, der dukkede op i en regn af svejse-gnister på det lysende banner på hele langsiden af den gigantiske, mennesketomme håndboldhal i Cairo.

-Vi var med i Egypten for at markedsføre vores kompetencer som stålvirksomhed til vores nuværende og måske kommende kunder hjemme i Danmark. Det er klart, at det markedsføringsmæssigt er lidt at skyde med spredhagl, når der sidder over en million almindelige danskere hjemme ved skærmen. Men vi oplever en god effekt.

Det siger marketingchef Brit Løth Bager hos HSM Industri, der beskæftiger omkring 200 medarbejdere på virksomheden i Grenaa.

Hejser flaget i tv

Målet har været lige at hejse flaget over for eksisterende kunder og vise, at virksomheden kører med fuld produktion trods Corona. Et andet mål har været at skabe interesse hos potentielle kunder, der får øje på HSM-reklamen og måske lige tjekker firmaet ud på web.

-Vi får en del positive reaktioner fra kunderne, der bemærker, at vi har investeret i denne synlighed. Håber er så, at vi også henter nye kunder ind. VM i håndbold indgår på den måde som en af en række initiativer på markedsføring i løbet af året, som vi investerer i, siger Brit Løth Bager.

Virksomheden har købt en pakke, hvor sponsoratet er hængt op på Danmarks succes. Så der stod HSM hele vejen igennem til VM-finalen med over to millioner danske seere – og så resten af verden, der dog næppe forstod meget af bannereklamen fra HSM.

Storsponsor lokalt

HSM har sponseret elitehåndbold tidligere – eksempelvis Final Four. Erfaringen er, at HSM-logo ikke er kendt nok til eksempelvis et trøjesponsorat. Virksomheden er nødt til at have et banner, hvor man kan sætte ord på spidskompetencerne for at få effekt.

-Vores medarbejdere synes også, at det er lidt fedt at vi er med på tv. Det giver lidt holdfølelse i virksomheden. I lokalsamfundet bliver det også bemærket, siger marketingschefen hos HSM.

De lokale klubber behøver dog ikke at se misundelig til på tv-skærmen. HSM Industri er både hovedsponsor hos de to satsninger på fodbold og håndbold i lokalsamfundet: FC Djursland i fodbold og NDK Elite på håndboldsiden. Dertil kommer en lang række småsponsorater til alt fra boksning til dart, hvor medarbejdere er involveret. Det ses ikke på tv-skærmen, men det giver positiv effekt blandt medarbejderne.