16. december 2020

Maskin-installation foregår virtuelt fra Slagelse ud i verden

ODIN Engineerings serviceteknikere har stillet kufferten til side i en Coronaramt virkelighed. I stedet har både montører og serviceteknikere tændt PC’en for at samarbejde med kunderne i hele verden.

Normalt tester ODIN nye maskiner og sikrer kundernes godkendelse på maskinfabrikken i Slagelse, inden maskinerne bliver pillet fra hinanden og udskibet til destinationen.

Derefter samles, indkøres og serviceres maskinerne ude i kundernes produktion. Og denne del af ODIN’s leverance er helt afgørende for, at kunderne får specialmaskiner, som bare kører og fungerer døgnet rundt, året rundt og i rigtig mange år. Montage- og serviceafdelingens arbejde er lige så varieret, som det er vigtigt:

-Indimellem sender vi et helt anhængertræk, en række togvogne eller en stor skibscontainer om på den anden side af jorden. Og nu har vi lært, at vi ikke hver gang behøver at sende serviceteknikere med. Både montage og en del service kan klares online. Ringer en kunde for eksempel fra Asien, kan vores serviceteam guide kundens egne teknikere og servicemedarbejdere via videokonference, fortæller Service & Installation Manager hos ODIN Engineering, Simon Friis.

Installation, service og overvågning er mere effektiv med fjernsupport

Førhen sad ODIN Engineerings serviceteknikere ofte på et fly og ofte med en kuffert fuld af reservedele til kunderne i udlandet. For de kunder, som har fjernovervågning af deres specialmaskiner hos ODIN, kunne serviceteknikeren ofte være på vej til lufthavnen, før kunden nåede at ringe ind for at bestille hurtig hjælp ved et nedbrud.

Men denne aktivitet har COVID-19 vendt op og ned på.

-Rejserestriktionerne gør, at vi nu har væsentlig mindre bemanding af montører til installations- og serviceopgaver på site i udlandet. Med fjernsupport kan vi være i gang, så snart vi har de rigtige reservedele og en god internetforbindelse derude, hvor der er behov for vores assistance. Uanset om det er planlagt service eller akut support. Jeg kan kun forestille mig, at fjernsupporten er kommet for at blive, fortæller Simon Friis.

Kunderne tager godt imod den virtuelle hjælp til installation og service

ODIN Engineering oplever også, at kunderne har taget godt imod de nye muligheder for at få vejledning i installation og service gennem virtuel fjernsupport:

-Vi holder virtuelle mødesessioner med kamera og instrukser, så kunderne bliver vejledt i at udføre installations- og servicearbejde på deres egne produktionsanlæg. Det fungerer rigtig godt med vores kunder i eksempelvis USA, som giver os meget positive tilbagemeldinger, siger Simon Friis.

De nye virtuelle løsninger gavner ifølge Simon Friis også det interne samarbejde i serviceafdelingen og samarbejdet med de andre afdelinger hos ODIN Engineering.

-Vi bruger en app i serviceafdelingen, hvorigennem vi registrerer alle opgaverne og koordinere vagtordninger internt i teamet. Det gør det lettere for os at koordinere internt, og vi skiftes til at passe fjernovervågningen og distancetelefonen for akutsager, så vi lynhurtigt kan oprette servicesager, når kunderne får behov for det, siger Simon Friis. Han peger også på online videomøder, som en effektiv virtuel løsning, der gavner serviceafdelingen:

-Teams er nærmest blevet vores primære kommunikationsmiddel. Det er særligt brugbart til ugentlige møder og til at koordinere med andre afdelinger eller lave aftale internt i serviceafdelingen. Men vi bruger det også, når vi taler med leverandører og vores udenlandske kunder.

Hurtig og præcis service på specialmaskiner

ODIN Engineering er ifølge Simon Friis særligt stærke, når det gælder om at levere hurtig og præcis service på de forretningskritiske specialmaskiner. Hvis kunderne har behov for akut service, sørger Simon Friis for, at de rette personer tager sig af servicesagen. Ofte har ODIN Engineering i løbet af få timer eller døgn fået afhjulpet problemerne, så kundernes specialmaskiner er hurtigt i drift igen.

”Vi går efter en oppetid tæt på 100. Vi skal vise kunderne, at vi reagerer hurtigt, når de har behov for det. På vores servicetelefon kan de for eksempel altid komme i kontakt med en af vores kompetente serviceteknikere,” siger Simon Friis og tilføjer:

”Førhen stod vi altid klar til at hoppe på et fly med en vigtig reservedel til den anden side af jorden. Med vores nye virtuelle løsninger, kan vi ofte reagere endnu hurtigere end før, selvom vi ikke altid har mulighed for at møde kunderne fysisk.”

Specialister med en kultur, der gavner serviceområdet

Som Service & Installation Manager står Simon Friis i spidsen for montage- og serviceafdelingen og har ansvar for ODIN Engineerings tre serviceområder: Installation og indkøring, overvågning af specialmaskinerne samt planlagt eller akut service i både ind- og udland.