16. marts 2021

Ny medejer på Bjerringbro Fornikling

Efter at have været eneejer i over 35 år er Hardy Nielsen påbegyndt et løbende generationsskifte i Bjerringbro Fornikling, der vil blive gennemført over de næste knap 3 år. Morten Bondgaard Godsk har i første omgang erhvervet 24,5% af aktierne – og er nu gået “i lære” i en for ham ny branche.

Bjerringbro Fornikling A/S er en dansk ejerledet virksomhed i det midtjyske, der beskæftiger sig med
elektrolytisk overfladebehandling af metalemner.
I to generationer og i mere end 80 år, har virksomheden specialiseret sig i elektrolytisk
overfladebehandling og fungerer som underleverandør til små og store virksomheder i mange
forskellige industrier og brancher. Der er 18-20 medarbejdere.

Den nye medejer, Morten Bondgård Godsk, er 41 år og har arbejdet hos Bjerringbro Fornikling igennem det seneste år og har derfor allerede et
godt kendskab til virksomheden. Men baggrunden er lidt utraditionel. Den nye mand er uddannet revisor ved Deloitte i 10 år, inden han blev direktør og medejer af en stor grossist i Århus. Her solgte han sine aktier for 3 år siden – i de 3 år har den stået på bestyrelsesarbejde og konsulent arbejde i forskellige virksomheder og brancher.

Det løbende generationsskifte består af en grundig oplæring af, således at Godsk kan overtage flere arbejdsopgaver inden en overdragelse af de resterende
aktier. Hardy Nielsen fortsætter som direktør, men bliver nu sekunderet af den nye medejer.

-Det har været vigtigt for mig at få startet dette generationsskifte
og være en aktiv del af processen for at sikre, at Bjerringbro Fornikling A/S fortsætter som en stærk,
sund og selvstændig virksomhed. Jeg er sikker på, at Morten Bondgaard Godsk er den rette til at føre
virksomheden og de værdier videre i mange år endnu, siger Hardy Nielsen.
Bjerringbro Fornikling A/S blev stiftet i 1939 på Østergade i Bjerringbro. Hardy Nielsen købte, som
26-årig, virksomheden i 1984 og er nu klar til at videregive denne erfaring til en anden Bjerringbrodreng,
da Morten er født og opvokset i Bjerringbro.

-Jeg har kendt til virksomheden næsten altid og har længe været imponeret over de resultater, som
Hardy år efter år har opnået, siger Morten Bondgaard Godsk.
-Det er vigtigt for mig at videreføre de værdier og den kvalitet, som Hardy så flot har opbygget
virksomheden på, for det er nogle rigtig dygtige og erfarne medarbejdere, som alle er med til at gøre
virksomheden til det, den er i dag.