27. september 2021

Faglært på to år

Af: Jan Kristensen

Foto: Henrik Mark

Både ledige og ansatte i metalindustrien har meldt sig til en 2-årig faglært uddannelse som industriassistent i Midtjylland. Den lokale erhvervsskole har for første gang kø til uddannelsen. Jyske virksomheder etablerer nye lærepladser og tænker industriassistenterne ind i produktionen.

-Der har vi Tony, som er en af vores medarbejdere, der gerne vil i gang med en uddannelse til faglært industriassistent. Vi er for længst over den tid, hvor en lærling var ung. De kan sagtens være i 40’erne eller 50’erne i dag. Det tænker vi slet ikke over længere.

HR-chefen Annette Mosegaard viser rundt på KP Components i Spjald, hvor der er fuld gang i produktionen ved rækken af CNC-maskiner og robotceller. Virksomheden har løbende omkring 15 ubesatte job i produktion og administration, hvor der er 270 medarbejdere.

Ikke mindst faglærte industriteknikere har været en mangelvare hos KP Components, hvor de faglærte står for opstillinger, fejlfindinger og andre krævende allround opgaver, der sikrer en kørende produktion. Virksomheden er en anerkendt leverandør til kendte virksomheder på hjemme- og eksportmarkedet, hvor man leverer bearbejdning til bl.a. hydraulik-, Vind-, Proces-, Marine- og Offshore industrien.

Tænk assistenter ind

Under et besøg i foråret fra TEKNIQ Arbejdsgivernes uddannelseskonsulenter fik Annette Mosegaard et forslag om at tænke industriassistenter ind som et alternativ til industriteknikerne.

-I produktionsvirksomheder er der ofte gode muligheder for at tænke industriassistenterne ind og derved frigøre industriteknikerne til mere krævende opgaver. Vi vil gerne inspirere virksomhederne til denne tankegang, fordi det kan være med til at skaffe mere faglært arbejdskraft, siger chefkonsulent Johnny Kristensen, der netop besøgte KP Components.

Annette Mosegaard greb idéen – og inviterede også en række andre lokale virksomheder med til et møde om at bakke op om uddannelsen. Otte virksomheder meldte sig i første omgang. Fem endte med at tilbyde lærepladser. Selv har KP Components besluttet at supplere de nuværende 12 lærepladser med seks ekstra pladser til industriassistenter.

-Det er vigtigt, at hele industrien står sammen om at skaffe mere faglært arbejdskraft i denne tid med så meget mangel på arbejdskraft. Derfor inviterede vi både andre virksomheder, organisationerne, kommune og erhvervsskole med til mødet og i projektet. Det har givet resultater, siger Annette Mosegaard.

Seks ekstra lærepladser

Målet er seks lærlinge på industriassistentuddannelsen hos KP. I den nærmeste fremtid starter der tre på uddannelsen, og hvis de er ansatte i forvejen, bliver det til normal løn på virksomheden i Spjald.

-Det betyder meget for motivationen. Jeg har børn, hus og vovse. Det ville være en hård omgang at skulle gå ned i løn i to til fire år. Men med normal løn under uddannelse har jeg sagt til ledelsen, at jeg gerne vil tage en uddannelse, siger Tony Kronbak Nielsen, der har arbejdet otte år som ufaglært hos KP Components.

Flere danskere

Virksomheden beskæftiger i stor stil faglært arbejdskraft fra Rumænien. Men målet er at få flere faglærte danskere.

-Vi kan slet ikke undvære vores udenlandske medarbejdere. Men fordelen ved dansk arbejdskraft er den sikre faglærte baggrund, og så er de mere stabile. Danske medarbejdere bliver i mange år hos os. Det er en fordel, siger Anette Mosegaard.

De kommende industriassistenter vil kunne afløse industriteknikere, der så får mulighed for at rykke til positioner uden for produktionen, hvor de opstiller, fejlfinder og programmerer.