En veteran takker af

Peter Lambek har forladt direktørstolen på Lem Maskinfabrik og er gået på pension. I 39 år var han en del af virksomhedens ledelse. Peter vil fortsat være medejer, ligesom han fortsat vil sidde i virksomhedens bestyrelse. Peters arbejdsopgaver vil primært blive overtaget af Søren Møller Rasmussen. Broderen Søren Lambæk vil fortsat varetage den administrative del af virksomheden. Reception vil blive afholdt, når dette er muligt.

I 1982 overtog familien Lambæk en eksisterende produktionsvirksomhed, som den lige siden har udviklet og tilpasset markedets krav. Brødrene Peter og Søren Lambek har arbejdet tæt sammen om denne opgave.
Grundproduktet i Lem er ligesom dengang produktion af beslag til ethvert tænkeligt formål, men gennem årene er produktsortimentet udvidet til også at omfatte CNC-bearbejdning. Fleksibilitet og grundighed gennemsyrer alt, hvad de 25 ansatte foretager sig lige fra den første kundekontakt, til idéudvikling, produktion, og levering.

Peter Lambek har ud over virksomheden været særdeles aktiv ikke mindst på lærlingefronten, hvor han både har været engageret i erhvervsuddannelserne og de seneste år også i den lærlingeklub, som virksomhederne i Lem er gået sammen om at etablere i Smedenes Hus, hvor der både er adgang til 3 D print, avancerede produktionsprogrammer og de nyeste gamingspil.

På trods af pensionen fortsætter Peter Lambek i TEKIQ Arbejdsgivernes produktionsnetværk.