Ny direktør i HE Marine

Fra 1. juni har HE Marine skiftet adm. direktør. Gert Balling, en mand med stor erfaring fra det blå Danmark, har sat sig i direktørstolen. Her afløser han Thomas Lyhne, som har haft positionen siden 2019. HE Marine har afdelinger i Esbjerg, Thyborøn, Lindø og i Hanstholm.

Gert Balling kom til HE Marine og arbejdede under Thomas Lyhne for trekvart år siden fra et direktørjob i Nørresundby Rederi & Shipping. For et par uger siden blev han tilbudt jobbet som adm. direktør af ejerkredsen, da Lyhne fratrådte.

HE Marine er i en turbulent periode med konsekvenserne fra både pandemi og Brexit, der har ramt kundegruppen af fiskere på Vestkysten. I storhedstiden har virksomheden haft omkring 100 ansatte, men netop nu er der omkring 35 ansatte i de fire afdelinger tilsammen.