09. november 2019

Robotten rykker sammen med svenden

Af: Michael Degn

Foto: Jan Kristensen

Sikkerhedshegnet er væk. Teknologisk Institut tester nu robotternes evner til direkte samarbejde ude i metalvirksomhederne – eksempelvis ved CNC fræseren. Robotter bliver til cobots.

 

Det kan godt være, at de ikke lige er med på at drikke en fyraftensøl eller lege pakkeleg til julefrokosten.  Men de vil med sikkerhed komme til at blande sig mere med medarbejderne ude i virksomhederne de kommende år.

De nye robotter går under navnet ’cobots’. Det betyder i al sin enkelhed, at det er en ny generation af robotter, der er designet til at indgå i et reelt samarbejde med medarbejderne på arbejdspladsen. Væk med sikkerhedsindhegning og frem med sensorer, der er så fintfølende, at de kan stå frit. Cobots kan eksempelvis føde en CNC-fræser, der laver en større serieproduktion. Derved kan medarbejderen passe flere CNC-maskiner.

Kommer din medarbejder for tæt på sensorene, så stopper robotten øjeblikkelig – eller går helt ned i tempo.

Netop sikkerheden er afgørende før virksomhederne tør tage de samarbejdende robotter i brug. Af samme grund er det et stort fokusområde, som et nyt såkaldt Cobot Lab på Teknologisk Institut i Odense skal teste fremover.

-De skal dele arbejdsområde med andre medarbejdere og er derfor nødt til at være sikre, hvis de for eksempel står med en skruetrækkerspids, siger direktør Anne-Lise Høg Lejre fra Teknologisk Institut til Industriogteknik.dk.

Det nye Cobot Lab er netop indviet hos Teknologisk Institut i Odense i forbindelse med den årlige messe, Robotbrag. Her blev de op imod 1500 deltagere klogere på de nyeste tendenser, hvor de samarbejdende robotter er en central del af udviklingen. De er mindre, mere fleksible og kan løse andre opgaver, men samtidig kræver det en ny måde at tænke på ude i virksomhederne, forklarer forretningsleder hos Teknologisk Institut Mads Mathiesen.

-De bryder med den vanlige måde at tænke på. Normalt er robotterne hegnet ind, og så er sikkerheden forholdsvis simpel. En kontakt, der stopper robotten, det er nemt at teste. Men hvad hvis man bliver ramt af en cobot, hvor hårdt rammer den så? Og hvordan? Det er meget mere komplekst at teste sikkerheden med dem, siger Mads Mathiesen.

Teknologisk Institut laver derfor allerede en række forsøg med virksomheder, hvor der bliver kigget på det reelle behov for robotter og rådgivet om sikkerheden. Og som andre virksomheder forklarede på messen, så er vi stadig forholdsvis langt fra, at robotterne erstatter den menneskelige arbejdskraft, selvom de kommer til at arbejde side om side.

-Det er en automatisering af den kedelige del af arbejdet, som robotterne laver, mens det fortsat vil være mennesker, der skal lave det mere sanselige del af arbejdet, siger Mads Mathiesen.

Læs mere om det nye Cobot Lab her:

https://www.teknologisk.dk/ydelser/nyt-cobot-lab-skal-hjaelpe-med-indfoering-af-samarbejdende-robotter/41290

Se menneske og robot arbejde sammen på Danfoss