11. oktober 2021

Smedie slap fra CE-fusk med en advarsel

Af: Jan Kristensen

Foto: Fra Facebook

Smede-firma pralede med altan-opgave på Facebook – og blev anmeldt af konkurrent til Sikkerhedsstyrelsen for manglende CE-certificering. Firmaet slipper med advarsel, viser aktindsigt.

 

Mange firmaer bruger deres sider på Facebook og LinkedIn til at fortælle om de spændende opgaver, der er løst for forskellige kunder. Men fine billede og sjov tekst på sociale medier kan ramme et firma lige i nakken, når det afslører manglende certifikater, og produkterne dermed ikke lever op til lovens krav.

Det oplevede en mindre nordjysk smedie. I sommeren 2020 blev firmaet anmeldt til Sikkerhedsstyrelsen via en anmeldelsesblanket på styrelsens hjemmeside www.sik.dk

”Producenten producerer bygningsstål uden at have 1090-certificering, og han gør det konsekvent.”

Sådan lød det i anmeldelsen til Styrelsen, hvor der var vedlagt to fine farvebilleder fra smedefirmaets Facebook-profil af et stort altanelement. TEKNIQ Arbejdsgiverne har fået aktindsigt i sagen. Anmeldelsen kommer fra en lokal konkurrent, der er certificeret og undrer sig over leverancer af forskelligt elementer til byggeri fra den anmeldte:

”Dette firma producerer også spær med mere uden at gøre opmærksom på, at de ikke har EN1090-certificering – og derfor producerer ulovligt. Det burde firmaet ikke slippe sted med,” står der i anmeldelsen til styrelsen.

Anmeldt anonymt

Normalt skal man som anmelder skrive navn og kontaktinfo, men det har den lokale anmelder undladt. Sikkerhedsstyrelsen har dog vurderet anmeldelse og billede-dokumentation så troværdigt, at de fulgte op med et kontrolbesøg i juni 2022.

Sagen er nu afgjort uden sanktioner. Det lykkedes smedemesteren at overbevise kontrolmedarbejderne fra Sikkerhedsstyrelsen om, at opslaget på Facebook ikke var et udtryk for, at der løbende blev produceret byggestål til kunderne.

”Du oplyste os ved tilsynet om, at din virksomhed ikke beskæftiger sig med bærende konstruktionsstål iht. EN1090. Det var et enkeltstående tilfælde, at du producerede en altan,” skriver styrelsen i et såkaldt afslutningsbrev til virksomheden. Den forklaring er godtaget af kontrollen. I en såkaldt samlet tilbagemelding konkluderes der følgende:

”Det er Sikkerhedsstyrelsens vurdering, at  XX Smedie ikke forhandler byggevarer, men landbrugsmaskiner.”

Politianmeldelse

Men samtidig løftes den store pegefinger af myndighederne:

” Sælger du fremadrettet bærende konstruktionsstål uden, at virksomheden er certificeret i henhold til EN 1090 og har et fyldestgørende CE-mærke på produkterne, kan Sikkerhedsstyrelsen politianmelde dig, skriver Styrelsen til smediefirmaet.

Afgørelsen undrer industrikonsulent Edward Lorentzen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der arbejder med fagområdet CE-certificerede stålprodukter for medlemsvirksomhederne.

Konkurrenceforvridende

-Vi ved jo fra vores kontakter i branchen, at der er virksomheder, som leverer stål til byggerier, selvom de ikke er certificerede efter EN1090. Det er ren konkurrence-forvridning. Hvis denne type virksomheder ikke bliver ramt konsekvent af Sikkerhedsstyrelsen efter dokumenterede overtrædelser, så er det et problem for respekten for ordningen og i sidste ende for konkurrencen i branchen, siger Edward Lorentzen.