04. september 2021

Træn din virksomhed til forandringer!

Halldor Halldorsson

Head of Branding & Relations

Danish Export Association

hah@danishexport.dk

 

Coronakrisen har været en udfordring og har samtidig givet os mulighed for intens træning af evnen til at agere og tage hurtige beslutninger i en tid, hvor vi ikke vidste, hvordan verden ville se ud dagen efter.

De erfaringer skal vi huske at bruge nu, hvor hverdagen sætter mere og mere ind.

Travlhed i driften
De fleste af jer har igen meget travlt og kæmper for at skaffe råvarer og det til en rimelig pris. Det er naturligvis befriende, at der igen er stor travlhed med driften, når jeg tænker på, hvordan udfordringerne har stået i kø i 2020.

Samtidig er det vigtigt at hæve blikket og løfte hovedet i ny og næ og minde sig selv om, at der kommer nye udfordringer hele tiden. Verden forandrer sig hele tiden, og hvis du vil være en stærk spiller i morgen, skal du starte med at træne dit agile mindset i dag. At hæve blikket løbende i hverdagen er efter min mening en simpel metode til at træne sit mindset, så du er klar, når du igen oplever benspænd.

Husk dine erfaringer
Her kan du trække på de erfaringer, som du har med fra det sidste halvandet år. Har du været i stand til at agere og reagere hensigtsmæssigt i forhold til din virksomheds situation, eller kunne du tænke dig at have gjort noget anderledes? Måske har du truffet dårlige beslutninger set i bakspejlet, og dem skal du også lære af. Uanset hvad har coronakrisen givet dig og din virksomhed værdifulde erfaringer, som du skal bygge videre på.

Skulle vi have set krisen komme?
En læring, som jeg tager med mig fra coronapandemien er, at vi næppe kunne have forudset, hvad der ville ske. Til gengæld kan vi sørge for at være i god træning. Det handler om at være forberedt på det uventede og være klar til at kunne navigere, når nye situationer opstår.

Vælger du i stedet at være passiv og afventende, er det min overbevisning, at du risikerer din virksomhed på den lange bane. Fremtiden har brug for virksomheder og medarbejdere, der er klar til udfordringer og formår at se nye løsninger.

Agilitet er meget mere end fleksibilitet og er absolut ikke kun et buzzword, som du måske sidder og tænker. Det er heller ikke kun for de store virksomheder – jeg vil anbefale alle virksomheder at arbejde målrettet og løbende med at træne evnen til at omstille virksomheden, jeres produkter, markeder mv., når udfordringerne rammer.

Træn i hele organisationen
Hvis du og din virksomhed vil træne agilitet, kan I helt lavpraktisk træne ved fx at opstille flere scenarier og situationer og diskutere, hvordan I som virksomhed kan handle på situationen. Her er det afgørende, at du tænker alle relevante funktioner ind – salg, produktion, it, marketing eller økonomi har alle forskellige perspektiver at byde ind med.

I kan fx overveje følgende:

  • Hvordan undgår vi afhængighed af én underleverandør af kritiske komponenter?
  • Hvordan spreder vi risikoen på vores eksport, så at vi ikke er afhængige af ét marked eller én stor kunde?
  • Hvordan afholder vi salgsmøder, hvis vores sælgere ikke kan rejse?

God træning.