11. maj 2021

Direktøren skyder med skarpt

Direktør Mads Strøjer Rasmussen fylder 50 år 15. maj 2021.

Han er tredje-generations-ejer og direktør hos ODIN Engineering i Slagelse, der udvikler løsninger og specialmaskiner til industrivirksomheder.

 

I 1977 blev den dengang seks år gamle Mads for første gang taget med til ODIN Engineering i udkanten af Slagelse. Mødet med den maskinvirksomhed, som faren Gorm Rasmussen var direktør for, og som farfaren, Niels Rasmussen, havde etableret i 1961, skulle vise sig at blive helt afgørende for hans liv.

ODIN Engineering blev et fristed og en legeplads, hvor han brugte alle sine timer på at undersøge maskiner og komponenter. Han fik hurtigt, sin unge alder til trods, en utrolig indsigt i den tekniske verden. Han gik i lære hos Nilpeter Trykmaskiner, hvor han fik svendebrev, og han uddannede sig efterfølgende som maskiningeniør. Efter nogle år hos Rockwool kom han hjem familiefirmaet i 2001. I 2013 overtog han ledelsen af ODIN Engineering.

Fra barnsben

Det spor, som Mads Rasmussen gik ind på, da han tog sine første skridt på maskinfabrikken som seksårig, har han aldrig forladt. Passionen for maskiner, teknik og familievirksomheden ligger i hans DNA, og han kender sin maskinfabrik ned til mindste skrue.

Mads og Birgitte har to drenge, hvor den ene søn, Magnus, måske går i Mads’ fodspor. Han er i hvert fald i gang med at tage EUX-uddannelsen, og han er i lære hos Nilpeter, som Mads var det. Men om Magnus en dag skal overtage ODIN Engineering, det er dog uvist.

Købte spejderhytten

Mads og Birgitte mødte hinanden hos FDF-spejderne, og netop naturen og det frie liv i skoven er et af de steder, hvor Mads kan finde ud af at koble af, afslører Birgitte, og nogle gange tager hun med ham. Jagt er også en af hans passioner, mest fordi han kan sidde og kigge ud over en græsmark i flere timer ad gangen og følge naturen vågne. Desuden har han netop købt sin gamle FDF-hytte sammen med Birgitte. Den vil de blandt andet bruge til at introducere unge mennesker til naturen og de frie rammer, som Mads selv har haft så stor glæde af, siden han var dreng.